Besøget i antikvitetsforretningen Green Square
19. august 2021
Mads Holst fortalte levende om sit liv
Vi blev budt velkommen af en meget veloplagt Mads Holst, der havde sørget for både kaffe og croissanter som opstart på en rigtig god oplevelse, som allerede helt fra start var præget af god stemning.
Mads holst godt igang med at berette om Green Squares opstart
Mads Holst kom vidt omkring og berettede om virksom-hedens start i tiden, hvor det hele drejede sig om afsyrede fyrretræsmøbler, hvilket fandt sted i en lille butik i Korsgade på Nørrebro. Siden hen voksede virksomheden sig betydeligt større og på et tidspunkt fandt man det fornuftigt at oprette et ApS. Og da advokaten lå på det gamle grøntorv, havde han et skuffeselskab ved navn Green Square. Og på den lidt tilfældige måde fik forretningen sit særlige navn - et navn som man for alvor begyndte at bruge, da forretningen fik et mere internationalt islæt.

Og Mads og hans kompagnon begyndte at rejse i østblokken før og efter murens fald samt i Kina og Indien, hvorfra han med succes hentede mange antikviteter hjem - især fra Kina, hvor han den dag i dag har flere tætte venner og bekendte. Forretningen fik mere og mere kontakt med internationale engrosopkøbere - især amerikanske og italienske.

Og i  lidt over en time, hvor Mads Holst på en levende og spændende måde underholdt os ældre Niels Brockere, kom han vidt omkring i sine beretninger. Og alle tilhørere lyttede opmærksomt på de interessante fortællinger, som Mads kunne præsentere for os.

Så efter endt foredrag, gik vi rundt i den store forretning, hvor et bredt og omfattende udvalg af lækre antikviteter kunne beundres. Og ved 12-tiden sagde vi pænt tak og farvel til Mads for et interessant foredrag om et langt liv i antikvitetsbranchen med Green Square. 

Efterfølgende var alle fuldstændig enige om, at timerne med Mads havde været en kæmpe oplevelse, som havde gjort et stort indtryk på alle. Så glade drog vi afsted til restaurant Silo, hvor resten af dagen inkl. frokost skulle finde sted.
:: Kontakt :: Per : 40 28 10 92 : per@duelund.pm :: Jens : 40 18 07 50 : k@mpmann.dk :
Lav din egen hjemmeside med mono.net